Om bogen

Det nordiske traume

Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2014, Kjell Westö, har skrevet en stor roman om de traumer, det 20. århundrede påførte hans hjemland Finland. Den store borgerkrig for snart 100 år siden er stadig et ubearbejdet finsk traume, og den udgør baggrunden for Westös fremragende og intense psykologiske roman

Romanen udspiller sig i Helsingfors i tidsrummet mellem den 16. marts og den 16. november 1938.

Medlemmerne af den selvbestaltede Onsdagsklub - hvis erklærede hensigt er at "opretholde og uddybe den politiske og kulturelle samtale på svensk i byen Helsingfors" - deler sig efter anskuelser, når de klarer verdenssituationen og drøfter livets store spørgsmål.

Lægen og forretningsmanden sværmer for de højreekstreme strømninger i tiden, mens psykiateren og advokaten hælder til mere liberale positioner. Advokaten Claes Thune befinder sig i øvrigt i en eksistentiel krise, fordi han for nylig er blevet skilt fra sin attraktive ægtefælle, Gabi. Det går også ud over hans forretning. Indtjeningen er vigende.

Claes Thune er dog i grunden slet ikke romanens hovedkarakter. Det er snarere hans nye sekretær, Matilde Wiik. Hun plages stadig af sine oplevelser i en interneringslejr 20 år tidligere under den finske borgerkrig, der brød ud, efter at Finland havde erklæret sig uafhængig af Rusland efter den store revolution: Omkring 37.000 mennesker døde i de knap fire borgerkrigsmåneder. Langt de fleste var arbejdere fra den røde lejr, der døde af sult og pinsler i lejrene.

Dette ubearbejdede finske traume udgør det egentlige bagtæppe i Luftspejling 38.

En dag indhenter fortiden fru Wiik. Da Onsdagsklubben mødes på advokatkontoret, lyder der en stemme, som vækker ubehagelige minder til live.

Omslag: Helena Kajander
Oversat af Jesper Klint Kistorp efter Hägring 38

Bestillingsnr: 290262
Antal sider: 399
Fakta: Hæftet

Relaterede produkter

Vis hele listen

Pressen skriver

"Fremragende fortælling ... Både det storpolitiske drama og de enkelte personers indre liv står tydeligt frem [...]

Årets prisvinder er også en roman om, hvordan det er at tilhøre en forfulgt minoritet, og hvad der kan ske, hvis ingen tør sige fra, når tolerance og frisind knægtes. Det er her Westö taler stærkest ind i vor tid."

- Politiken

"Westö har med Luftspejling 38 skabt en fremragende psykiskpolitisk spændingsroman, som samtidig giver et suverænt tidsbillede af stemningen i Helsingfors et år før det store sammenbrud."

- Berlingske

"Finske Kjell Westös prisvindende roman Luftspejling 38 er en vellykket litterær cocktail. Romanen er noget så sjældent som en kras historisk roman og en effektiv psykologisk thriller med en kritisk brod rettet mod nutidens nationalisme. [...]

Med sine filmisk inspirerede scener, sine nuancerede personskildringer og sit veldrejede plot er Luftspejling 38 en stor læseoplevelse og en helt fortjent vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2014."

- Ekstra Bladet

"Det er en imponerende præstatiton."

- Svenska Dagbladet

"Levende, gribende, engagerende og meget læseværdig."

- Aftenposten

"Alle som elsker god fortællekunst kan glæde sig til en litterær fest med Westös underholdende, skarpe, tidspræcise, politiske, helstøbte og yderst velskrevne roman."

- Adresseavisen

"Suggestiv, vemodig, blågrå og stringent."

– Sveriges Radio

Medlemmernes anmeldelser

Jesper Snedker Pedersen, Kokkedal

3. april 2016

Havde forventet mere!

Når man tænker på, at bogen er en litterær prisvinder, så er min umiddelbare læseoplevelse en lille skuffelse og en implicit kamp med kedsomheden. Persongalleriet har svært ved at

komme til live på siderne, da de simpelhen ikke er spændende nok, hverken i tanke eller handling. Så den konflikt der iscenesættes med den finske borgerkrig som bagtæppe og 2. verdenskrig lurende som et ulmende uvejr ude i handlinges horisonten forbliver for mig uforløst og uvedkommende. Hvis man vil læse om menneskets dybe afgrunde, og hvor den finske borgerkrigs rædsler også fungerer som et delvist bagtæppe, så læs hellere "Afgrunden" af Kim Leine. Her er både persongalleri og menneskets dunkle afkroge meget mere interessant og vedkommende beskrevet.


Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Om Kjell Westö

Westö, Kjell

Kjell Westö (f. 1961) er en af de vigtigste finlandssvenske forfattere i sin generation

Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris tre gange, og vandt prisen i 2014 med Luftspejling 38, som også var nomineret til Finlands og Sveriges største litterære priser, Finlandiaprisen og Augustprisen, og indbragte forfatteren Sveriges Radios Romanpris.

Westö regnes for en af Nordens vigtigste fortolkere af vores historie og af hvordan storpolitikken griber ind i menneskets inderste liv.

Hans bøger er oversat til 14 sprog.

Af samme forfatter

Vis hele listen