Vi arbejder i øjeblikket på at gøre vores hjemmeside endnu bedre. Torsdag den 23. maj i tidsrummet 13-18 vil det derfor ikke være muligt at tilgå hjemmesiden.

Revolution

af Jakob Ejersbo

5/6 (22 i alt)

Klubpris 17995 kr.

Læg i kurv

 
Bliv medlem
og køb bogen til klubpris
Bliv medlem

Om bogen

Jorden rundt

Jakob Ejersbos store trebindsværk om Afrika er med Revolution nået til anden del. Der er som med forløberen Eksil tale om engagerende, anfægtende og verdensvendt litteratur af den fineste slags

De ni fortællinger holder alle et meget højt niveau, og Ejersbo får vist, hvilken fremragende forfatter han er, når det drejer sig om at fange stemninger, dialog og miljøer.

I bogen møder vi Sofie, der er halvt dansker, halvt grønlænder og på forunderlig, fantastisk, munter vis og efter mange, mange afstikkere havner i Afrika, hvor hun for første gang nogen sinde føler sig hjemme.

Vi møder unge indiske piger, der forsøger at slippe ud af deres familiers jerngreb, og Samantha, hovedpersonen i Eksil.

Vi er nede i tanzanit-minerne, hvor både voksne og børn arbejder under gruopvækkende forhold, og hvor menneskeliv regnes for intet; vi er i USA, hvortil en af de sorte piger fra Moshi er rejst for at få den chance, hun på grund af sin hudfarve aldrig kunne få i Afrika, og vi er i Helsinki, hvor vi møder Jarno, der har fået job som nattevagt.

Revolution er en samling fortællinger, ingen læser går upåvirket fra, og den er en litterær milepæl i dansk litteratur. Hverken mere eller mindre.

Omslag: Ida Balsev-Olesen

Bestillingsnr: 241067
Antal sider: 304
Fakta: Hæftet

Relaterede produkter

Vis hele listen

Pressen skriver

"Fængslende, rørende og skræmmende historier [...] hans rå, stilrene prosa, der også i denne bog er eminent godt skåret"

- Jens Andersen, Berlingske Tidende

"Fine fortællinger i anden del af Jakob Ejersbos efterladte Afrika-trilogi"

- Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

"Ni stærke fortællinger fra og om Afrika [...]

Ejersbo med stor effekt gengiver den voldsomme brutalitet, grusomhed, og banalt perverse hårdhed, fattigdommen skaber hos mennesket [...] et stort og vigtigt værk"

- Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

"Internationalt format [...]

Revolution viser Jakob Ejersbo som en både kærlighedsfuld og uromantisk prosaist, forelsket og fortabt i Afrika, lydhør for kontinentets skæbnefortællinger, humanistisk og kritisk over for racismens aflejringer i vore hoveder, og derfor en enestående hvid neger i den danske litteratur, beslægtet med fortællingernes blandingsmennesker i religiøse og kulturelle kludetæpper af vaner, sprog og farver"

- Klaus Rothstein, Weekendavisen

"Efter endt læsning af Ejersbos fortællinger kan man ikke se på Afrika med de gamle sløve øjne og de velkendte klicheer. Heri består Ejersbos vigtige bidrag til en bevidsthedsmæssig revolution"

- Lars Handesten, Kristeligt Dagblad

"Det er en rystende oplevelse at læse Jakob Ejersbos fortællinger om Afrika"

- Lars Handesten, Kristeligt Dagblad

Medlemmernes anmeldelser

Henrik Caffell, Vallensbæk Strand

21. april 2016


Mette Jørgensen, Fredericia

6. marts 2012

Fantastisk læsning

Jeg elsker bare denne bog. Bogen er bygget op af små noveller. I alle historierne møder vi personer eller handlinger der kan føres tilbage til "Eksil" eller frem til "Liberty". Det

gør fortællingen i de andre bøger endnu mere fængslende. Og novellerne er i sig selv dejlig læsning.


Tina Nielsen Drigsdahl, Ølsted

11. maj 2010

Nødvendigheden

Ejersbos trilogi løfter sig over langt over den øvrige nye danske litteratur, der desværre aldrig når længere end parcelhuset og samlivsproblemerne. Især Revolution er i særklasse.

I denne samling går Ejerbo planken ud, og lader i de stærkeste af novellerne Europa og europæerne bag sig. Det er fremmed, sort og grumt, men også nødvendigt! Efter selv at have boet en overgang i Arusha ved jeg, at Ejersbos fiktion ligger dokumentaren snublende nær - og dette faktum er måske også grunden til at trilogien, på trods af desillusionen, formår at skabe håb i sin læser. Nemlig et håb baseret på indignation og skamfølelse, et håb om at Afrika får kræfter og vilje til at sætte sin egen dagsorden og sine egne mål uden at vi stikker dem en kæp i hjulet med krav om at de skal blive som os.


Lisbeth Meldgaard, Vinderup

8. maj 2010

trilogiens bedste

for mig er dette faktisk trilogiens bedste, jeg kan lide den mulighed novellesamlingen giver med at give partikulære beskrivelser af forskellige liv, man for et panorama af

samfundet og de mennesker som befolker trilogiens to andre bøger. på den måde bliver bogen den centrale i trilogien fordi den lader os se samfundet i dets mangfoldighed og mørke, et mørke som ejersbo dog synes at finde mere ærligt en livet i vesten fordi magten og ondskaber i afrika ikke skjuler sig på samme måde.


Louise Nørgaard Pedersen, Middelfart

6. januar 2010

Grusomhedens skønhed

Anden del af Ejersbos efterladte Trilogi har givet mig mavepine, men på den gode måde, hvis sådan en da findes... Lignende symptomer er næppe set hos undertegnede siden Nordkraft.

Grusomheden og håbløsheden viser gang på gang sit grimme fjæs, og endnu engang viser Ejersbo sin klasse i sin formidable evne til at skildre samme sag set fra flere forskellige synsvinkler. Persongalleriet får en ekstra dimension, idet man som læser allerede fra bogens første side nikker genkendende til karaktererne, som fungerer som bipersoner i forgængeren Eksil. Men bedst som man sidder med en følelse af at have afkodet bogens forhold til Eksil, bliver tæppet hevet bort under fødderne på læseren: Godt sovset ind i det internationale, lyse Afrika bliver læseren brat hevet med ind i en sort verden, hvor grusomheden og meningsløsheden tager fart som en gazelle over savannen. Det er således med en blandet følelse af gru og glæde, jeg kaster mig over trilogiens sidste del.


Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Om Jakob Ejersbo

Ejersbo, Jakob

Jakob Ejersbo, 1968-2008, var dansk forfatter

Han er opvokset rundt omkring i Danmark og i Tanzania. Har været isolator, opvasker, piccolo, fabriksarbejder, brolægger og arbejdsløs. Ejersbo ddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1995. Har primært arbejdet med radio.

Han fik et stort gennembrud med Nordkraft (2002), en kollektivroman om narkomiljø i Aalborg, der i en medrivende, fandenivoldsk stil beretter om både nedtur og overlevelse på kanten af samfundet. Nordkraft blev filmatiseret 2005.

Efter Ejersbos alt for tidlige død udkom hans store, anmelderroste trilogi bestående af bøgerne Eksil, Revolution og Liberty i 2009.

Liberty er bl.a. blevet præmieret med DR Romanprisen 2010.

Af samme forfatter

Vis hele listen

Ekstra materiale

Novellen Værtinde er med sine 80 sider Revoltutions længste novelle og også et af samlingens højdepunkter:

1.

Første dag i Moshi går jeg med tante gennem forstaden Majengo, og hun viser hen mod barerne med en kort hovedbevægelse:
"Du skal ikke gå de steder, Rachel, eller snakke med de piger - de er slemme og gudløse." Jeg kigger på barerne; pigerne som sidder ved bordene under markiserne - de har fint tøj, neglelak, håret er sat hos frisør. "Lad være med at stirre på dem," siger tante og trækker i min arm.
Tante Esther har hentet mig på busstationen. Hun er min mors storesøster. Min mor er død for mange år siden. Nu er min stedbror i Arusha også død, så jeg skal bo hos tante. Hun bor sammen med sin datter Anna på et lille værelse i Majengo.
Anna er 20 år - fire år ældre end mig. Hun forklarer mig, at Majengo er det område af Moshi, hvor alle de beskidte barer ligger. Og vi bor i den dårlige ende af bydelen, hvor man ikke kan gå alene om natten uden at miste alt. Jeg tør ikke spørge tante om hendes mand, som hun er skilt fra, så jeg spørger Anna:
"Hvor er din far henne?"
"Han har en ny kone i en anden by," siger hun.
"Savner du ham?" spørger jeg.
"Det er godt han er væk, for han drak meget og slog min mor,"
siger Anna. "Der var mange problemer med ham."
Jeg er også glad for, at han er væk. Jeg kender det fra dengang jeg boede hjemme i landsbyen. En mand der drikker, tænker på at drikke, før han tænker på mad til familien. Min far drak meget efter at min mor døde, indtil han giftede sig med min stedmor.
Tantes værelse er i et lille hus af brændte sten, med støbt gulv og et tag af pandeplader. Det er lissom en tjenestebolig og ligger bag ved ejerens hus, som prøver på at ligne en villa, men det er svært i Majengo med åbne kloakker og beskidte børn i pjalter og høns der går overalt og skraber i jorden.

(Side 91 i Revolution)