SPOTPRIS

I hvert øjeblik er vi stadig i live

af Tom Malmquist

6/6 (1 i alt)

Spotpris 14995 kr.

Læg i kurv

 
Bliv medlem
og køb bogen til klubpris
Bliv medlem

Om bogen

Når grænseløs sorg og lykke mødes

I hvert øjeblik er vi stadig i live er en umådelig smuk og nærmest organisk levende kærlighedshistorie om at mødes og skilles. Men det er også historien om en tragedie, der vender op og ned på alt. Den svenske forfatter Tom Malmquist dykker ned i eksistensens undergrund i sin selvbiografiske roman, der ikke lader sin læser uberørt. Romanen blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris

Indimellem overgår virkeligheden fiktionens verden. Det gjorde den, da Tom Malmquists kæreste Karin døde i 2012. Hun var gravid i 8. måned med parrets første barn, da hun fik, hvad der først så ud til at være influenza. Men det var ikke influenza. Det var leukæmi.

Barnet overlever, men det gør Karin ikke. Efter nogle hektiske uger, hvor Tom fortvivlet har løbet gangene under Karolinska sjukhuset tynde mellem neonatalafdelingen og intensivafdelingen, må han forlade sygehuset med sin nyfødte datter Livia – men uden det menneske, som han har delt sit liv med i ti år. Kort efter dør også Toms far, den legendariske sportsjournalist Thomas »Malmen« Malmquist.

I hvert øjeblik er vi stadig i live er en sørgebog og en kærlighedshistorie. Det er en bog om døden og alt det mørke og absurde, der følger i dens fodspor – om sorgen, vreden, forvirringen og frygten. Det er en fortælling om mandighed, om mandighedens begrænsninger, dens krav om styrke og dens følelsesmæssige afasi.

Men det er også en fortælling om den dybe, permanente hverdagskærlighed, om livets skrøbelighed, værdien af de små øjeblikke og den tid, som vi trods alt har sammen.

Omslag: Alette Bertelsen
Oversat af Pia Juul efter I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv

Bestillingsnr: 302356
Antal sider: 288
Fakta: Hæftet

Relaterede produkter

Vis hele listen

Pressen skriver

"Litteratur bliver ikke værre. Og bedre."

- Berlingske

"Det er en roman, der er skrevet i tabets, sorgens og kærlighedens tegn."

- Politiken

"Mageløst gribende roman."

- Expressen

"En af de mest hypnotisk skræmmende kærlighedsskildringer jeg har læst."

– Sydsvenskan

"Noget af det mest smertefulde og det mest poetiske der er skrevet om bundløs sorg."

– Fokus

Medlemmernes anmeldelser

Adrian Hove-Kreutzfeldt, Jægerspris

10. marts 2017

smerteligt smukt

TM giver et skærende dybt blik ind i, hvordan forventninger kan blive mødt af et afgrundsdybt nej, et nej, der slår livet ud af den elskede - og efterlader én (også læseren) nøgen,

sårbar, med-lidende. TM væver mellem det kontante blik, som diagnoser og beskrivelser er, og så det blødende hjerte, som holdes i live af....ja, af hvad? Af at skulle være til, på livets vilkår, også når livet byder TM at miste kæreste og far, samt at skulle tage sig af sin lille datter. god læselyst!


Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Ekstra materiale

LÆSEGRUPPEMATERIALE

Tom Malmquist
I hvert øjeblik er vi stadig i live

1) Litteratur bliver ikke værre. Og bedre, skrev Berlingske i deres anmeldelse under overskriften ”At bære det ubærlige”. Kan du mærke, hvordan romanen arbejder med nærvær, øjeblikke og erindringsglimt, så den virker livsbekræftende?

2) Med hvilken hastighed læser du første del af bogen? Hvordan er sproget, og hvilken rolle spiller de medicinske referencer – både for læseren og Tom, der noterer alting ned? For hvorfor gør han egentlig det?

3) Hvordan har du læst beskrivelserne af nytårsaften 2011, når du kender til de efterfølgende begivenheder i 2012?

4) Bogen falder i fem dele, hvordan opfatter du de forskellige dele?

5) Tom Malmqvist har udtalt, at bogen er skrevet over de 5 sanser. Hvordan forstår du den forbindelse, som Tom skaber mellem mor og barn med det orange tæppe, som han transporterer frem og tilbage mellem hospitalets neonatale og intensive afdeling?

6) Hvornår mister det orange tæppe sin betydning og forsvinder ud af romanen?

7) Hvilke farver præger bogens dele – og sker der en bevægelse i bogens brug af farvepaletten?

8) I romanen bliver der ofte talt om – og refereret til musik, tillægger du musikken en særlig rolle og hvis ja, hvordan?

9) Hvordan opfatter du bogens beskrivelse af kærlighedsforholdet mellem Tom og Karin? Og hvordan rummer det unge par, nu, hvor de står på tærsklen til at danne en helt ny familie, deres forhold til familie og venner?

10) Da Karin bliver syg, når hun i romanen ikke at sige meget, men hun får dog sagt, at barnet skal hedde Livia. Hvad betyder det for Tom, at hun når at navngive barnet?

11) Det er i tragedien, at man bliver menneskelig, har Tom Malmqvist udtalt til Politiken. Hvordan synes du, at Tom reagerer og agerer – og er der forskelle at spore i bogens forskellige dele?

12) Når bogens syge har svært ved at udtrykke sig med sprog, træder tommelfingeren som kommunikationsform ind. Hvilken stemning bringer det frem i dig under læsningen?

13) I erindringsglimt vender bogen tilbage til Toms tid som ishockeyspiller, og hans far har været sportsjournalist på Expressen, der har hvepsen som symbol. Hvilken rolle spiller sport i bogen?

14) Hvordan vil du karakterisere Toms forhold til sin far, og hvad er det, som forbinder dem? Og ligner de hinanden, som Karin beder Tom om at overveje?

15) Hvordan møder samfundet, systemet og den juridiske lovgivning Tom som alenefar, der ikke er gift med moderen eller har en underskrevet attest om, at han er far til Livia?

16) Diskutér hvordan sygeplejersker, jordmødre og læger samt socialrådgivere, pædagoger og præst/bedemand forholder sig til Toms situation?

17) I bogen beskriver Tom Malmqvist et billede af Karin siddende i køkkenet og filosoferer samtidig over, hvordan Livia som voksen vil se på billedet af den unge, smukke, glade kvinde. Hvordan synes du bogen udspænder erindring og tid - og omfavner fortid, nutid og fremtid?

18) Hvorfor kommer linjerne ”Det er ikke regnen der falder, det er havene der rejser sig” til at fylde meget hos den ældre Tom?

19) I bogen optræder der mange engle. Hvordan opfatter du disse engle, og har de en særlig betydning?

20) I bogens sidste del henvender bogen sig pludselig til et du. Hvordan opfatter du det?

21) Hvilke følelser og stemning fremkalder bogens sidste sætning i dig – og adskiller det sig fra bogens øvrige atmosfære?

22) Tom Malmqvist kalder bogen for en selvbiografisk roman. Har du overvejet, hvordan bogen forvalter det personlige stof og skaber en roman – og hvad forskellen evt. kunne være mellem roman og dagbogsstof og det at skabe mening i det meningsløse?