Vi arbejder i øjeblikket på at gøre vores hjemmeside endnu bedre. Torsdag den 23. maj i tidsrummet 13-18 vil det derfor ikke være muligt at tilgå hjemmesiden.

Det første jeg tænker på

af Ida Jessen

5/6 (8 i alt)

Klubpris 12995 kr.

Læg i kurv

 
Bliv medlem
og køb bogen til klubpris
Bliv medlem

Om bogen

Det jeg elskede ...

Med Det første jeg tænker på beviser Ida Jessen endnu engang, at hun er en af Danmarks allerbedste forfattere lige nu

Det er bagende varm sensommer. I den lille nordjyske by Hvium fylder præstens søn, Gustav, syv år.

På samme tid dukker præstens barndomsveninde op. Engang stod Lisa og Birgitte hinanden så nær som to søstre, men i de sidste mange år har de kun haft overfladisk kontakt, og nu glæder de sig til at være sammen igen.

I fødselsdagsgave får Gustav en fin, ny, blå cykel. Solen står hvid i sommerdisen over markerne og de smalle, asfalterede veje. Alting ånder fred og idyl. Lige indtil ...

Omslag: Ida Balslev-Olesen

Bestillingsnr: 166686
Antal sider: 232
Fakta: Indbundet

Relaterede produkter

Vis hele listen

Pressen skriver

"Ida Jessen har skrevet en provokerende, stærk og tankevækkende bog"

- Lars Handesten, Berlingske Tidende

"Det første jeg tænker på er fantastisk"

- Sissel-Jo Gazan, Femina

"Det første, jeg tænker på, er at Ida Jessens læsere roligt kan glæde sig. Og endnu flere burde melde sig."

- Erik Svendsen, Jyllands-Posten

"Ida Jessens psykologiske realisme er i topklasse. Hun viser os, hvordan noget ser ud, og hvordan det er [...] Og så har hun noget i baghånden til det sidste"

- May Schack, Politiken

Medlemmernes anmeldelser

Bente Jørgensen, Vojens

2. juli 2016


Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Om Ida Jessen

Jessen, Ida

Ida Jessen, født 1964, debuterede i 1989 med novellesamlingen Under sten

Hun har siden skrevet en række noveller, romaner og børnebøger, blandt andre Den der lyver, ABC, Det første jeg tænker på, Børnene og Postkort til Annie.

Derudover har hun oversat omkring 30 skønlitterære værker fra engelsk, norsk og svensk. Sammen med sin mor, Gudrun Jessen, har hun oversat nobelprisvinderen Alice Munro til dansk.

Hun har igennem årene modtaget mange priser for sit forfatterskab, bl.a. i 2009 Tage Brandts Rejselegat og Søren Gyldendal Prisen. I 2010 blev hun tildelt De Gyldne Laurbær for romanen Børnene og i 2016 blev Ida Jessen tildelt Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse for bogen En ny tid. I 2018 modtog hun Kritikerprisen for Doktor Bagges anagrammer.

Ida Jessen er medlem af Det Danske Akademi.

Af samme forfatter

Vis hele listen

Ekstra materiale

Da Lisa kommer hjem lidt i ti, følger jeg med over i kirken til den næste gudstjeneste. Jeg har aldrig hørt hende prædike, og jeg bliver forbavset over hendes sikkerhed.

Det er ikke engang fremmed at se hende i præstekjolen. Hun kan virkelig! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, måske at hun var den samme lille Lisa som for femogtyve år siden. Hende er der i hvert fald ikke noget tilbage af.
Men jeg hører også ting, som jeg ikke bryder mig om. Hendes tone er for inderlig for min smag, hun læner sig for langt ud over kanten af prædikestolen og betoner ordene på en særlig indtrængende måde, og på et tidspunkt får jeg det sådan, at jeg knap tør se op, men sidder med blikket stift fæstet på salmebogen og krummer tæer. Men det lader ikke til, at der er andre, der har det på samme måde. Alle hører tilsyneladende efter, glade og tilfredse, kun jeg kan ikke lade være med at tænke mit.
Der er mødt ti-femten stykker op, og da gudstjenesten er ovre, griber Lisa fat i mig og får mig præsenteret for de fleste af dem, alt imens hun ler og snakker i ét væk. Der er en særlig jovial tone. Hun lader til at kende kirkegængerne særlig godt og spørger i detaljer til deres liv og færden, og folk svarer beredvilligt på alt. Jeg hilser på organisten og graveren og flere ældre mennesker, hvoraf jeg bagefter kun er i stand til at huske én, en kvinde med høreapparat, Ellen hedder hun, der fortæller, at hun er en slags nabo til præstegården, og at hendes gård ligger ude ad vejen mod Lundsager til. Hendes stemme er behagelig, tør og luftig, med en ganske lav, underliggende snurren i sig, der indimellem knækker over, som en kat der spinder. Hun inviterer mig til at komme og se hendes have en dag når det passer, og jeg siger ja tak, for jeg kan med det samme lide hende. Bagefter fortæller hun mig, at hun også skal med til Gustavs fødselsdag.
”Så ses vi i morgen,” siger jeg glad, jeg føler, at jeg allerede har noget her, der også er mit. Til sidst kommer også menighedsrådsformanden, som er den Hans-Morten, Lisa omtalte aftenen i forvejen, og som jeg har haft rig lejlighed til at iagttage under gudstjenesten, for han sad to rækker foran mig i kirken, stor og svær og rød i nakken og med begge arme lagt ud over stolestadets ryg, og hver gang menigheden rejste sig, stod han og vippede på fodbalderne og kastede blikke bagud med en stolt, nærmest drenget mine som jeg dengang, inden jeg fik ham præsenteret, ikke var i stand til at tyde, for det så ud som om han viste både kirken og Lisa frem. Flot kirke, ikke? Sød præst, ikke? Dit onde, skeptiske hjerte, hviskede Lisa engang til mig i spøg, det vil altid spørge hvorfor, hvorfor.
”Så det er dén lille pige, der gerne vil slå sig ned her hos os et stykke tid?” siger Hans-Morten og holder min hånd længe i sin. Uden at slippe mig ser han over på Lisa, der står lige ved siden af.
”Jamen, det skal hun da have lov til, synes jeg. Søde piger kan vi jo aldrig få nok af her, vel?” Han blinker til hende, men hun blinker ikke tilbage.

- Fra side 25-27