Indhold
Fakta om bogen
- Antal sider: 371
- Bestillingsnummer: 244772
Pressen skriver
***** "vidunderligt godt"- Christine Fur Poulsen, Fyens Stiftstidende
***** "Jette A. Kaarsbøl leverer både humor, vemod og ømhed ... Det er kunst"
- Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen
Du må ikke begære ...
Seks år efter hendes brag af en debut med Den lukkede bog, er Jette Kaarsbøl atter aktuel med en intens og dybt gribende roman om den kærlighed, der er forbudt.
Arkitekten Laus lever udadtil et sorgløst liv med en succesfuld karriere, egen tegnestue og forhold til skiftende, smukke kvinder.Men da hans far dør, giver det Laus anledning til eftertanke og selvransagelse. Også faderen var arkitekt, men uden succes, og som en sidste gestus vælger Laus at lade faderen begrave i den lille jyske by, hvor han trods alt havde et eftermæle som arkitekten bag den lokale sognegård.
I St. Randing lærer Laus præsten at kende. Og derefter præstens kone og datter. Og snart bliver det meget svært for Laus at vende tilbage til sit gamle liv i København.
Et skæbnesvangert trekantsdrama har taget sin begyndelse.
Omslag: Poul Lange
Pressen skriver
-
"Tæt på fremragende"
- - Erik Svendsen, Jyllands-Posten
-
"Din næstes hus følger op på Kaarsbøls enorme succesdebut Den lukkede bog fra 2003. Og gør det vidunderligt godt"
- - Christine Fur Poulsen, Fyens Stiftstidende
-
"Kaarsbøl kan noget med ord. Og stemninger. Bare hun ikke holder så lang en skrivepause efter den her"
- - IN
-
"Fans af Ida Jessens romaner vil sluge Din næstes hus"
- - Line Elise Hoffgaard, Litteratursiden.dk
-
"Jette A. Kaarsbøl leverer både humor, vemod og ømhed ... Det er kunst"
- - Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen
-
"... underholdende kærlighedshistorie, det har været værd at vente på"
- - Marianne Hein, Fyens Amts Avis
-
"Forfatterens skrift er i højeste grad genkendelig ...
-
tekstens umiddelbare appel, som så at sige fra første side tager et godt greb i nakken på sin læser ... Jette A. Kaarsbøl har igen skrevet et stormvejr af en roman"
- - Terje Stemland, Aftenposten, Norge
- Læs mere
Medlemmerne skriver om Din næstes hus
Har du læst Din næstes hus og har du lyst til at dele din mening om bogen?
- 'DIN NÆSTES HUS' JA, HVEM ER DET?
-
Det kommer forfatteren Jette A. Kaarsbøl godt fra at fortælle om. Indlevende og samtidig med et godt persongalleri. Man bliver opslugt af fortællingen og har svært ved at lægge
-
bogen fra sig. Absolut interessant læsning.
Kirsten Hansen, Solbjerg - Læs hele anmeldelsen
Uddrag
Kvalifikationskamp og tøjvask fortætter luften
Danmark - Albanien, cirka tyve minutter inde i anden halvleg. Danmark havde netop udlignet ved Søren Larsens andet mål, og nerverne sitrede både i Parken og i St. Randing Præstegård. Stig sad helt ude på kanten af stolen.Alma havde båret strygebrættet ind i stuen. Det eneste, man hørte derovrefra, var dampstrygejernets prusten.
På bordet ved siden af hende lå en stabel perfekt foldede skjorter. - Der lå også én på brættet; ryggen opad, ærmerne hængende slapt ned på hver side. Der var noget helt halfdan-rasmussensk over skuet: verdens fladeste mand, der kærligt blev strøget over ryggen.
Ude fra bryggerset lød den velkendte lyd fra centrifugeringen - den afsluttende hylen fra tromlen, der kørte langsommere og langsommere rundt; en lyd, der om ganske få sekunder ville blive afløst af syv-otte rytmiske smæld fra ophænget, og slutteligt af det lille klik, der indikerede, at lågen kunne åbnes.
"Du lægger skjorterne sammen?" Stig havde drejet sig mod Alma med en lille spekulativ rynke i panden. "Det plejer vi da ikke."
En blød højrehånd løb kærtegnende hen over stoffet, før hun løftede jernet og pressede.
"Det er ikke dine."
"Er det ikke mine?"
"Næh. Det er Laus's."
Dampen stod op fra brættet, kildrede i næsen.
Kunne man blive afhængig af vaskemiddel? Var jeg dømt til resten af livet at luske som en elendig køter omkring møntvaskerierne, at stikke snuden i fremmede kvinders kjolefolder, at bore hovedet ned i pertentlige husmødres snorlige håndklædestabler - evigt på jagt efter mit fix? Ville man en dag sparke døren op til mit usle hummer og finde mig liggende ind over den bane pulver, jeg havde skrabet sammen på det skårede lommespejl, livløs og stadig med sugerøret stikkende ud fra det ene næsebor?
Der lød et klik ude fra bryggerset.
Jeg rejste mig.
"Hvor skal du hen? - Albanerne er stadig målfarlige."
"Jeg henter lige en øl. Skal jeg tage en med til dig?"
Svajende som et højhus, gik jeg gennem gangen med kurs mod mit værelse. Min jakke lå på briksen, posen knitrede øredøvende, da jeg trak den frem. Et sekund stod jeg bomstille og lyttede. Så hev jeg hastigt indholdet op og stak posen tilbage i lommen. Jeg måtte handle hurtigt. Med tingene skjult i hånden smuttede jeg gennem køkkenet og ud i bryggerset.
Mine hænder rystede voldsomt, da jeg åbnede maskinen og trak Almas tøj ned i kurven.
Fra side 246-248
Succes - det er noget, de andre har
Jette Kaarsbøl fortæller om tiden efter Den lukkede bog, om hvad man stiller op med en succes - og hvordan man kommer videre. Og om den opdagelsesrejse det er at skrive en ny bog.
Du brød igennem med et brag med Den lukkede bog - en debut de fleste forfattere kun kan drømme om! Hvordan har tiden efter været for dig?- Den første tid var naturligvis både overvældende, spændende, skræmmende og forvirrende. Og lidt uvirkelig. Men så lægger støvet sig jo, og man er tilbage i hverdagen, og dér er der jo sådan set ikke så meget, der er forandret. Succes er på en eller anden måde altid noget, de andre har - man mærker ikke så meget til den, når man sidder alene og arbejder. Men på den anden side: Uden succesen havde jeg jo ikke haft mulighed for på fuld tid at beskæftige mig med det, jeg allerhelst vil, nemlig at skrive. Og det er et stort privilegium, som jeg er meget taknemmelig for.
Din næstes hus adskiller sig fra Den lukkede bog ved en nutidig ramme og en mandlig hovedperson. Hvilke tanker har du gjort dig om det ? var det vigtigt for dig at gøre noget andet end sidst? Eller var det simpelthen den historie, der skulle fortælles?
- Både og. Det er vanskeligt at forklare, hvordan en historie opstår, men for mit vedkommende gøres det nok bedst ved at sige, at nogle fiktive personer simpelthen gestalter sig for mig, og ud fra dem vokser så et univers, en historie. Og når den først er der, så forsvinder den ikke igen - i hvert fald ikke, før jeg har skrevet den. Efter Den lukkede bog var der to af den slags verdener, der langsomt åbnede sig for mig. Når jeg valgte at gå ind i den, der endte med at blive til Din næstes hus, hang det blandt andet sammen med det, du siger - nemlig behovet for at gøre noget forskelligt fra sidst.
Hovedpersonen Laus er præget af rastløshed og rodløshed. Ser du ham som et typisk menneske af vores tid?
- Ja, det gør jeg nok. Vi lever jo i en tid, hvor enhver mere eller mindre er sit eget personlige projekt, og hvor de forskellige relationer, vi indgår i - professionelt såvel som privat - i høj grad vurderes ud fra, om de understøtter eller modarbejder netop det projekt. Jeg læste for nylig i Politiken, at næsten hver fjerde dansker har brudt med et familiemedlem eller med hele familien - og det er blot endnu ét blandt mange tegn på, at det efterhånden er småt med relationer, som er givne, absolutte og indiskutable.
Har du en idé til din næste roman - og bliver det i så fald noget helt tredje?
- Det korte svar er at ja, det har jeg. Det lidt længere svar er, at jeg i øjeblikket befinder mig i en fase, hvor jeg forsøger at holde hestene og lade tingene modnes stille og roligt. Den lukkede bog gik jeg rundt med i ti - tolv år, før jeg skrev den, men da jeg arbejdede med Din næstes hus, gik jeg nok lidt for hurtigt i gang med selve skrivningen. Det bevirkede, at teksten fra tid til anden trak mig i den forkerte retning og drev mig ind i en masse blindgyder, jeg gerne ville have været foruden. Jeg tror aldrig, man helt kan undgå det - og det skal man heller ikke, for det er en uafvendelig del af enhver kreativ proces, at man må ad omveje for at nå frem, og selve drivkraften til at skrive fiktion ligger i den opdagelsesrejse, som teksten fører en ud på. Men for ikke at forcere processen forsøger jeg alligevel at få tingene lidt mere på plads, inden jeg for alvor går i gang.
Og universet udvider sig dagligt, hovedpersonen bevæger sig stadig tættere på og bliver mere og mere insisterende. Hvem og hvordan er det for tidligt at komme ind på nu, men hvad angår det mere overordnede - den historiske tid og selve fortællemåden - forestiller jeg mig foreløbig, at den kommer til at ligge et sted midt imellem mine to første romaner.
Men ingen kender bogen, før den er skrevet - heller ikke jeg.
Jette A. Kaarsbøl
Forfatteren til en af Danmarks største romansucceser.
Jette A. Kaarsbøl, f. 1961, debuterede i 2003 med romanen Den lukkede bog, som blev en af de senere års største danske romansucceser og bl.a. belønnet med De Gyldne Laurbær i 2004.Bøger af Jette A. Kaarsbøl
Din anmeldelse af Din næstes hus
For at afgive en anmeldelse af Din næstes hus, skal du være logget ind først.
